Forfatter: Daniel Kehlmann
Genre: "Fortælling om livsløgne og manipulation, moral og kunst", står der i bogen... Lidt a la Døden og en pingvin og den genre, dog ikke lige så sjov, og hovedpersonen er heller ikke lige så elskelig.
Journalisten Sebastian Zöllner skal skrive en biografi om maleren Manuel Kaminski. Zöllner er en jeg-har-styr-på-alt-person, og han fordrejer alle oplevelser og situationer som han tydeligvis ikke har styr på, og danner sin egen sandhed. Hans ego er stort, og han vil gerne være ligeså stor - problemet er bare at han ikke er det. Hans møde med Kaminski, en excentrisk kunstner med et mindst lige så stort ego, bringer de to på en uforudsigelig rejse gennem landet for at opsøge Kaminskis tidlige kærlighed.
Anbefaling: Helt udmærket bog - især holdt op af de stærke personligheder der optræder i bogen. Hovedpersonen er ikke umiddelbart en hovedperson man elsker, tværtimod. Hans fordrejede syn på verden og sig selv er ikke altid lige heldig hvilket er tydelig for læseren. Alligevel fanger man en vis sympati for ham efterhånden som bogen skrider frem. Sjovt nok er den stærke hovedpersonrolle dog også svagheden hen imod slutningen. Forfatteren river lige pludselig den opbyggede hovedpersons karakter ned igen og efterlader ham uden noget indhold og med en ny måde at se livet på, og den sympati der er blevet opbygget skal til at opbygges på ny med den nye hovedperson. Det er der dog ikke tid til for så slutter bogen - det skal den også, men man står tilbage med en mistet hovedperson, og dette er ikke en heldig slutning i en bog...
Dog er slutningen ikke så lang, så denne gang vil jeg anbefale at læse den. Og så i hvert fald nyde bogen indtil da. Og tænker at jeg skal have læst forfatterens første roman - så den er helt sikkert værd at læse.
Tuesday, December 16, 2008
Thursday, June 26, 2008
Klodernes kamp
Forfatter: H. G. Wells.
Genre: Science fiction.
Marsianerne invaderer jorden efter at Mars er blevet næsten uboelig. Først tror jordboerne at de er venligsindede, men de bliver hurtigt klogere da marsianerne finder deres varmestråle og den sorte røg frem der dræber alt og alle i miles omkreds. Mennesket er på flugt, og vi følger en filosof/videnskabsmand der fortæller om lige fra første gang han stødte på marsianerne, til sin flugt gennem London, og til han endelig får lov at vende tilbage til sit hjem.
Gennem bogen er der sjove og interessante sammenligninger af marsianernes forhold til jordboerne - beskrevet som menneskenes forhold til blandt andet dyr og natur. Marsianerne tramper fx på mennesket som en dreng på en myretue - og hvor ligegladheden med den underlegne race er identisk.
Også beskrivelsen af selv marsianerne bliver ramt godt af forfatteren der får beskrevet både udseende, det indre i marsianernes kroppe, og den udvikling marsianerne har været igennem - en udvikling der ligger millioner af år foran menneskets, og som har gjort marsianeren totalt overlegen i forhold til mennesket. Fx hvordan marsianerne ikke længere har de sårbare organer mennesket har og ofte bliver syge og dør af (nyresygdomme, leversvigt osv.).
Og endelig er menneskets indbyrdes forhold under behandling. Nogle går fuldstændigt i panik, mens andre hjælper så meget de kan, og andre igen allerede er ved at forberede sig til et liv i undergrunden mens marsianerne overtager overfladen.
Anbefaling: Spændingsniveauet når aldrig op i svimlende højder, men idéen bag bogen og de detaljerede beskrivelser, både personligt og generelt, af hvordan mennesket ville reagere ved et Mars-angreb, gør den klart anbefalelsesværdig.
Genre: Science fiction.
Marsianerne invaderer jorden efter at Mars er blevet næsten uboelig. Først tror jordboerne at de er venligsindede, men de bliver hurtigt klogere da marsianerne finder deres varmestråle og den sorte røg frem der dræber alt og alle i miles omkreds. Mennesket er på flugt, og vi følger en filosof/videnskabsmand der fortæller om lige fra første gang han stødte på marsianerne, til sin flugt gennem London, og til han endelig får lov at vende tilbage til sit hjem.
Gennem bogen er der sjove og interessante sammenligninger af marsianernes forhold til jordboerne - beskrevet som menneskenes forhold til blandt andet dyr og natur. Marsianerne tramper fx på mennesket som en dreng på en myretue - og hvor ligegladheden med den underlegne race er identisk.
Også beskrivelsen af selv marsianerne bliver ramt godt af forfatteren der får beskrevet både udseende, det indre i marsianernes kroppe, og den udvikling marsianerne har været igennem - en udvikling der ligger millioner af år foran menneskets, og som har gjort marsianeren totalt overlegen i forhold til mennesket. Fx hvordan marsianerne ikke længere har de sårbare organer mennesket har og ofte bliver syge og dør af (nyresygdomme, leversvigt osv.).
Og endelig er menneskets indbyrdes forhold under behandling. Nogle går fuldstændigt i panik, mens andre hjælper så meget de kan, og andre igen allerede er ved at forberede sig til et liv i undergrunden mens marsianerne overtager overfladen.
Anbefaling: Spændingsniveauet når aldrig op i svimlende højder, men idéen bag bogen og de detaljerede beskrivelser, både personligt og generelt, af hvordan mennesket ville reagere ved et Mars-angreb, gør den klart anbefalelsesværdig.
Den sidste tempelridder
Forfatter: Raymond Khoury.
Genre: Krimi.
Anbefaling: Udemærket og rigtig spændende indtil man kommer til slutningen der bliver alt for moralsk og religiøst funderet.
Fire personer klædt ud som tempelriddere bryder ind på Metropolitan Museum of Art i New York og stjæler en række uvurderlige skatte - den mest interessante er en underlig lille maskine som kun vatikanet i Rom umiddelbart kender værdien af. Arkæologen Tess Chaykin og FBI-agenten Sean Reilly lærer hurtigt værdien af den lille maskine der bruges til at afkode et gammelt dokument. Dokumentet viser hvor den katolske kirkes mest værdifulde hemmelighed ligger begravet, og så går jagten over stok og sten efter hemmeligheden med både tempelridderen og den katolske kirke - som vil gøre alt for at forhindre at hemmeligheden kommer frem - lige i hælene.
Bogen er i samme genre som Da Vinci-mysteriet, dog uden at påstå kun at bruge sande oplysninger - hvad der er sandt, er op til læseren hvilket egentlig er rart. Religionsdiskussionen fylder en del - mellem den katolske FBI-agent og den ikke-troende arkæolog - men det gør ikke så meget da diskussionen faktisk er rimelig spændende, og samtidig er der "good guys" og "bad guys" på begge sider hvilket gør at synspunkterne bliver præsenteret fra begge sider.
Til gengæld kammer det fuldstændigt over henimod slutningen. Det religiøse islæt overtager fuldstændigt. Folk omvendes (utroværdigt) fra deres ellers livslange overbevisning, og forfatteren propper sin egen moral og holdning ned over læseren som nærmest kvæles til sidst - i hvert fald hvis man er ikke-troende. En ting forfatteren ellers har undgået so far. Forfatteren formår desværre fuldstændig at ødelægge den gode oplevelse bogen har været. Det er synd.
Så hvis du vil læse den, så læs kun indtil du er sikker på hvad der er sket med de to hovedpersoner til sidst - resten af slutningen er klart værd at springe over.
Genre: Krimi.
Anbefaling: Udemærket og rigtig spændende indtil man kommer til slutningen der bliver alt for moralsk og religiøst funderet.
Fire personer klædt ud som tempelriddere bryder ind på Metropolitan Museum of Art i New York og stjæler en række uvurderlige skatte - den mest interessante er en underlig lille maskine som kun vatikanet i Rom umiddelbart kender værdien af. Arkæologen Tess Chaykin og FBI-agenten Sean Reilly lærer hurtigt værdien af den lille maskine der bruges til at afkode et gammelt dokument. Dokumentet viser hvor den katolske kirkes mest værdifulde hemmelighed ligger begravet, og så går jagten over stok og sten efter hemmeligheden med både tempelridderen og den katolske kirke - som vil gøre alt for at forhindre at hemmeligheden kommer frem - lige i hælene.
Bogen er i samme genre som Da Vinci-mysteriet, dog uden at påstå kun at bruge sande oplysninger - hvad der er sandt, er op til læseren hvilket egentlig er rart. Religionsdiskussionen fylder en del - mellem den katolske FBI-agent og den ikke-troende arkæolog - men det gør ikke så meget da diskussionen faktisk er rimelig spændende, og samtidig er der "good guys" og "bad guys" på begge sider hvilket gør at synspunkterne bliver præsenteret fra begge sider.
Til gengæld kammer det fuldstændigt over henimod slutningen. Det religiøse islæt overtager fuldstændigt. Folk omvendes (utroværdigt) fra deres ellers livslange overbevisning, og forfatteren propper sin egen moral og holdning ned over læseren som nærmest kvæles til sidst - i hvert fald hvis man er ikke-troende. En ting forfatteren ellers har undgået so far. Forfatteren formår desværre fuldstændig at ødelægge den gode oplevelse bogen har været. Det er synd.
Så hvis du vil læse den, så læs kun indtil du er sikker på hvad der er sket med de to hovedpersoner til sidst - resten af slutningen er klart værd at springe over.
Wednesday, March 12, 2008
Den lille hvide bil
Bogen er skrevet af Danuta de Rhodes (pseudonym for Dan Rhodes).
Måske-genre: Underlige/grotesk humor.
Anbefaling: Ikke så god som "Døden og en pingvin", men absolut underholdende og ikke kedelig.
Efter at have slået op med sin kæreste, kører Veronique sammen med Skt. Bernhardshunden César en aften efter masser af rødvin og joints hjem i sin lille hvide Fiat Uno. Hun vågner op dagen efter og kan ikke rigtig huske noget, men da hun ser nyhederne synes hun at noget dæmrer - prinsesse Diana er blevet dræbt i en trafikulykke aftenen før. Bulen i Veroniques bil passer, beskrivelsen af bilen passer, bilens færden passer (hun kørte gennem samme tunnel som prinsesse Diana den aften) - ja, selv hunden i bilen passer (selvom Veronique bliver beskrevet som en mand i efterlysningerne, og César som en schæfer). Veronique går nu, sammen med veninden Estelle og ekskæresten Jean-Pierre, i gang med at finde ud af hvordan hun kan slippe af med bilen så ingen opdager at det var hende der slog prinsessen ihjel... Den skal selvfølgelig hugges op i mindre dele - men hvordan gør man lige det? Nå ja, og hun skal også lige have skaffet en ny bil til sine forældre inden de kommer hjem fra ferie. Og hun skal forsøge at undgå spørgsmål fra den irriterende Le Pen-tilhænger i de gyselige klæder på jobbet.
Måske-genre: Underlige/grotesk humor.
Anbefaling: Ikke så god som "Døden og en pingvin", men absolut underholdende og ikke kedelig.
Efter at have slået op med sin kæreste, kører Veronique sammen med Skt. Bernhardshunden César en aften efter masser af rødvin og joints hjem i sin lille hvide Fiat Uno. Hun vågner op dagen efter og kan ikke rigtig huske noget, men da hun ser nyhederne synes hun at noget dæmrer - prinsesse Diana er blevet dræbt i en trafikulykke aftenen før. Bulen i Veroniques bil passer, beskrivelsen af bilen passer, bilens færden passer (hun kørte gennem samme tunnel som prinsesse Diana den aften) - ja, selv hunden i bilen passer (selvom Veronique bliver beskrevet som en mand i efterlysningerne, og César som en schæfer). Veronique går nu, sammen med veninden Estelle og ekskæresten Jean-Pierre, i gang med at finde ud af hvordan hun kan slippe af med bilen så ingen opdager at det var hende der slog prinsessen ihjel... Den skal selvfølgelig hugges op i mindre dele - men hvordan gør man lige det? Nå ja, og hun skal også lige have skaffet en ny bil til sine forældre inden de kommer hjem fra ferie. Og hun skal forsøge at undgå spørgsmål fra den irriterende Le Pen-tilhænger i de gyselige klæder på jobbet.
Døden og en pingvin
Bogen er skrevet af Andrej Kurkov.
Måske-genre: Sort humor.
Anbefaling: Læs den!
Viktor bor alene med sin kongepingvin Misha i en lejlighed i Kiev som han har fået dengang zoologisk have af økonomiske grunde opgav at fodre dyrene og derfor forærede dem væk til folk der havde råd til at fodre dem. Både Viktor og Misha virker begge to ensomme, men da Viktor får arbejde på en avisredaktion hvor han skriver nekrologer over endnu ikke døde mennesker (på et eller andet tidspunkt dør de jo, som redaktøren siger), begynder der at ske ting og sager. Især da de personer Viktor skriver om, pludselig begynder at dø på stribe ikke lang tid efter Viktor har færdiggjort nekrologerne. Og som da Viktor og pingvinen bliver inviteret med til begravelserne (mest fordi at pingvinen jo allerede har begravelsestøjet på). Eller da Viktor bliver nødt til at passe Misha ikke-pingvins firårige datter der viser sig at være meget velhavende. Eller da Viktor bliver nødt til at sætte ild på en lejlighed for at holde sit ord over for en afdød pingvinforsker.
Måske-genre: Sort humor.
Anbefaling: Læs den!
Viktor bor alene med sin kongepingvin Misha i en lejlighed i Kiev som han har fået dengang zoologisk have af økonomiske grunde opgav at fodre dyrene og derfor forærede dem væk til folk der havde råd til at fodre dem. Både Viktor og Misha virker begge to ensomme, men da Viktor får arbejde på en avisredaktion hvor han skriver nekrologer over endnu ikke døde mennesker (på et eller andet tidspunkt dør de jo, som redaktøren siger), begynder der at ske ting og sager. Især da de personer Viktor skriver om, pludselig begynder at dø på stribe ikke lang tid efter Viktor har færdiggjort nekrologerne. Og som da Viktor og pingvinen bliver inviteret med til begravelserne (mest fordi at pingvinen jo allerede har begravelsestøjet på). Eller da Viktor bliver nødt til at passe Misha ikke-pingvins firårige datter der viser sig at være meget velhavende. Eller da Viktor bliver nødt til at sætte ild på en lejlighed for at holde sit ord over for en afdød pingvinforsker.
Subscribe to:
Posts (Atom)
